Der går en del tid med at planlægge vores hjemkomst; i løbet af denne uge fik jeg langt om længe svar på, at børnene kan komme tilbage til deres respektive klasser, samt alle billetterne hjem bestilt. Da alle vores ting skal med container over Atlanten, har vi besluttet at udnytte ventetiden på bedste måde med at tage en tur i Disneyworld og Universal Studies i Orlando og derefter besøge min onkel i Texas. Derefter tager vi ned til min far og alt den øvrige familie i Mexico City og videre til Cancun som afslutning på vores tur - det glæder vi os meget til.
I oktober kom den sidste gæst fra Danmark på besøg. Christine som har været og besøge os før, kom igen med kufferten fuld af Anders And og diverse julegodter, så vi ikke skulle holde jul uden kalenderlys, kirsebærsovs og nougat. En time efter hun landede (hun blev en dag forsinket), tog vi til koncert i Troy's fine gamle koncertsal, hvor Albany symfoniorkester skulle spille.
![]() |
En ud af mange Onkel Sam'er i Troy |
Vi sad på første række og fik bl.a. fornøjelsen af en uropførelse af et værk, der var mere sjældent end kønt. Alt andet var dog ganske smukt, og jeg nyder virkelig klassisk musik, selvom det ikke er noget, jeg får dyrket særlig tit til dagligt. Bagefter tog vi på Troy's mest hippe vinbar, for at få smagsprøver, som viste sig ikke bare at være smagsprøver men tre glas, så vi var glade for at Lars hentede os;-)
Skål! |
Mandag tog vi op til Saratoga og videre til Lake George, hvor vi tog på "cruise" op af den aflange sø, mens vi nød den fantastiske udsigt til de efterårsklædte bjerge omkring. Om bord på båden var der også frokostbuffet, og guiden fortalte om området, kun afbrudt af hans klimten på Hammondorgelet, alverdens konkurrencer og opfordring til dans - sikke en fest!
Middagscruise med pensionister |
Der er ikke sket det store siden 50'erne |
Onsdag inden Christine skulle videre til NYC, nåede vi lige omkring en garnbutik, da hun som min strikkecoach skulle vejlede mig om garnvalg til en sweater, så nu er jeg ejer af det lækreste garn og har noget at sysle med på de kolde og mørke vinteraftener..
Lørdag aften var vi inviteret til Halloweenfest hos en fra Agnes' klasse, og Silja og Elias var til fest hos nogle af vores venner fra kirken. Vi forsøgte at klæde os ud som Mad Men's Don Draper og hans anden kone Megan, men desværre var der ikke så mange der regnede den ud..
Torsdag var der Halloween på skolen, og i modsætning til Danmark og fastelavn er børnene ikke udklædte om morgenen, da man citat inspektøren: "gerne vil opretholde et vis akademisk niveau i løbet af dagen"! Om eftermiddagen kommer alle forældrene så og hjælper med at udklæde deres børn, som så går parade på skolen. I år blev paraden indendørs, da det silede ned hele dagen.
Halloweenlege i klassen |
Iført kostumerne gik vi ud i kvarteret, da mørket faldt på og ringede på folks døre, og især Elias var ikke til at stoppe igen.. Høsten blev så stor, at de frivilligt afleverede næsten 2 kg til soldaterne (en indsamling på skolen) dagen efter.
![]() |
Klar til Trick or Treat |
Tak for sidst. Det var så hyggeligt! Flot Halloween tøj.
SvarSlet