Kæft, trit og retning

Skriverierne på bloggen har ligget stille et stykke tid, hvilket bl.a. skyldes at det meste af det vi oplever i disse måneder, er gentagelser fra sidste år. 
Lars har været på Men's Retreat med kirken, vi har været på æbleplantage og plukke æbler og været til efterårsmarked på skolen. 

Forleden dag løb Elias motionsløb (1 mile) og i forhold til sidste år, vidste hvad det gik ud på, og hvor vi skulle hen mm. Det er rart at have et halvt år, hvor vi genkender rutinerne og ikke hele tiden skal forholde os til nye ting, samtidig med at det også er smule vemodigt at tænke på, at tiden i USA er ved at rinde ud.

Skoleåret har efterhånden været i gang lidt over en måned, og som overskriften hentyder til, kommer denne blog til handle en hel del om de oplevelser jeg har haft i med det amerikanske skolesystem. Før sommerferien skrev jeg til samtlige lærere på skolen, og spurgte om jeg kunne komme og observere deres undervisning, og det er der heldigvis mange, som har givet grønt lys til.  Jeg har været afsted tre dage om ugen og prøver at være ca. to dage i hver klasse. Det har været godt at prøve at skulle afsted om morgenen igen.. en god tilvænning til det arbejdende liv, der venter i februar!
Jeg har hele tiden været meget skeptisk over for den måde, lærerne konstant belønner og afstraffer børnene, og når man kommer fra Jantelovsdanmark er der svært at kapere, at nogle får diplomer og bliver særligt udvalgt, når andre ikke gør. Mine betragtninger er selvfølgelig kun lavet ud fra det, jeg har set indtil videre, men jeg tror at det jeg oplever er meget typisk og gennemsnitsamerikansk.

Når man træder ind på børnenes skole om morgenen, møder man tre lærere der står og siger godmorgen og ned af gangene, står der andre lærere for hver 50. meter. Det er først og fremmest for at holde øje med, at der ikke bliver løbet på gangene, men også for at holde forældre væk. Forældrene siger farvel i skolens hall og har ikke adgang på resten af skolen. De første 10 minutter er "tjek ind" tid, og her forventes eleverne selvstændigt at aflevere sedler og lektier og gå i gang med dagens morgenarbejde. Dagens undervisning starter med at love troskab mod flaget, hvor alle rejser sig med hånden på hjertet 
( det bliver temmelig akavet for mig).

De fleste lærere har klassen i næsten alle fag, og er derved sammen med eleverne i næsten syv timer hver dag kun afbrudt af kreative fag som billedkunst, musik og idræt. Den største forskel er, at man i USA skifter lærer og klasse hvert år og klasseværelset er lærernes, og fungerer samtidig som et kontor/ forberedelseslokale.

Nogle af de ord der først popper op i hovedet, når man skal beskrive den amerikanske skole er struktur, regelmæssighed og ro. Skal eleverne til eller fra frikvarter (eller tyve meter ned ad gangen til et andet lokale) stiller de op på lange rækker. I de forskellige klasser jeg har været i indtil videre er alt meget genkendeligt, så børnene får opbygget rutiner, selvom de skifter klasse hvert år. F.eks. læser alle elever hver dag i ca. en halv time, ligesom højtlæsning er noget læreren praktiserer hver dag.  Lærerne er eksperter i at lede eleverne og har hele tiden strategier for skift og hurtige overgange, så som klap, klokker og nedtællingsure. I de fleste lokaler er der et stort tæppe som eleverne sidder på, når de skal have historie osv., og det bruges også til at underbygge skift i løbet af skoledagen. Jeg får hele tiden små praktiske ideer at tage med hjem, og har masser af materiale til at lægge på min hjemmeside, når den engang bliver færdig..

I den ene klasse, observerede jeg en meget rutineret lærer, der lavede værkstedsundervisning på en velfungerende måde. Alle elever havde grønt kort da dagen begyndte og hvis de efter 1 advarsel ikke hørte efter, blev kortet gult. Belønningen da dagen var slut var 1 lille chokoladeknap til alle med grønne kort, og man kan ikke lade være med at spekulere på, om det virkelig er det der skal til;-)

Meget af undervisningen, både i skolen og i kirken, er dog meget lærerstyret og røv til bænk undervisningen kører derudaf for fuld skrue. Lærerne har kontrollen og lader ikke børnene komme ret meget på banen. Glemmer man at lave sine lektier eller f.eks. at skrive navn på sine papirer, får man inddraget dele af dagens eneste frikvarter. Sørgeligt da det tit er de børn, der ikke har styr på tingene, der har allermest brug for at komme ud at røre sig.
I gennemsnit er der 3 børn med diagnoser i hver klasse, men jeg har endnu ikke oplevet en eneste konflikt mellem børnene. Dette skyldes højst sandsynligt at man i højere grad medicinerer børnene, men også fordi strukturen er så tydelig hele tiden. Desuden er der adskillige speciallærere i klassen i løbet af dagen. 
I nogle af klasserne har jeg undervist lidt om Danmark, og det er sjovt at være "på" igen, og høre spørgsmål som "Do you speak European?" og "Do you have police in Denmark?" En af børnene kom bagefter og fortalte at hun skam også havde været i Denver.. I en af klasserne lavede jeg en cooperative learning struktur med stor succes - børnene var glade for at komme op af stolen.. 

En af de ting der efter min mening mangler i den amerikanske skole, og I USA generelt, er at værdsætte fælleskabet. Fokus ligger på at du skal klare dig individuelt og ikke i en gruppe. Der bliver altså ikke trænet i konfliktløsninger, eller leget en leg i klasseværelset. En gang i mellem kommer der en AKT lærer og påtaler, hvordan man skal opføre sig, men det er sjældent noget klasselæreren følger op på eller børnene får lov at prøve i praksis.
Gruppearbejde er et særsyn, og de gange det bliver sat i værk, bliver det ikke struktureret, så eleverne bliver opmærksomme på deres egen rolle.

Vores børn fortæller også at høfligheden og roen ofte forsvinder pist væk, så snart de voksne ikke kikker og i skolebussen kan man høre mange frække ord, som aldrig ville blive sagt i klasseværelset. Så selvom man på mange måder kan blive temmelig benovet over strukturen og roen og sagtens kan tage mange praktiske idéer med hjem, så tvivler jeg på hvor meget børnene er bevidste om deres egen læring, og om de knokler for at lære noget eller fordi der venter premier og belønninger.
Uanset hvor skeptisk jeg er over for det amerikanske skolesystem, må jeg konstatere at børnene har lært utroligt meget mens de har været her.
Silja er glad for den måde skolen fungerer, men kunne godt undvære den tunge lektiebyrde. Elias er ofte frustreret over de lange skoledage og de mange stillesiddende timer, men er også blevet mere udfordret fagligt ved bl.a. at komme på et særligt matematikhold. Agnes har ikke prøvet andet.. det bliver spændende at høre, hvordan hun oplever skolen når vi kommer hjem!


Generelt har børnene det godt, og har fået en ny hobby med at lave armbånd af små farvede elastikker. Det er den helt store dille på skolen og der findes mange forskellige måder at lave dem på. Silja er kommet med i en skolemusical - "Den lille Havfrue", og øver hver eftermiddag efter skole. De glæder sig til at komme hjem, men taler også en del om, at det bliver svært at sige farvel.

I øjeblikket har vi besøg af Lars' onkel Poul Erik, Marie Louise og Phillip, og i mandags, da det var fridag (Columbus Day), tog vi ud til nogle drypstenshuler, som vi var blevet anbefalet at se. Man kom med elevator langt under jorden og gik 1, 6 km langs mange mærkelige formationer..undervejs sejlede man også et stykke af vejen, og følte næsten at man var med i en Harry Potter film.

Over jorden er vejret stadig lunt, og vi nyder de fantastiske efterårsfarver omkring os - der er så mange smukke nuancer udover bjergene.

Og så er det snart Halloween igen..