mandag den 9. juli 2012

Sig nærmer tiden

Mange har efterspurgt en blog,  - og hermed kaster jeg mig ud i en ny genre, så I kan følge med i vores liv i USA de næste 18 måneder.


Begyndelsen bliver dog meget trist, da vi midt i en tid med mange "på gensyn", måtte sige endeligt farvel til en meget kær og tæt veninde i onsdags. Hun havde kæmpet længe med brystkræft og havde flere gange sagt, at det ville være svært at tage afsked, når vi skulle rejse. Nu blev det til farvel før end vi havde regnet med, og midt i en tid, hvor vi glæder os over at skulle afsted, fylder savnet af hende rigtig meget -  det er vemodigt at hun ikke kommer til NY og besøger os - noget der ellers stod højt på hendes ønskeliste inden hun døde.


Vi har længe talt ned til vores afrejse til USA, men i disse dage, hvor sommerferien er godt i gang, er det ved at gå helt op for os, at vi SKAL afsted.  For mit vedkommende var det f.eks. mærkeligt at have sidste arbejdsdag på skolen og gå på sommerferie uden at skulle lave årsplaner m.m. Andre tegn på at afrejsen nærmer sig, er flyttekasserne der hober sig op, naboer der kommer og siger farvel, og ikke mindst vores afslutnings/kobberbryllupsfest for nylig, hvor vi festede med de fleste af de mennesker, der står os nærmest.


At komme til USA, kræver en hvis tålmodighed og en masse papirarbejde. Det tager tid at afvikle sit liv og f.eks. melde børnene ud af skolen, ordne forsikringspapirer og flyttetilladelser. Det mest omstændige har dog været at få visa til hele familien - det skal ikke være nemt at komme til "Guds eget land"- så da vi havde været gennem den meget komplicerede ansøgningsproces, var den værste forhindring ryddet af vejen.

Vi skal bo i byen Troy i staten NY. Området bliver i guidebogen kaldt "New York på landet", og ligger ca. 300 km. nord for selve New York. Området skulle være utrolig smukt, og vi glæder os til at opleve Niagara falls, Catskill Mountains, Boston og hvalsafari, Amishfolk i Pennsylvania og Washington DC for bare at nævne nogle af de spændende seværdigheder, vi kommer til at bo tæt på. Byen Troy er på størrelse med Roskilde, og byens centrum er det universitet, som Lars skal forske på. Da det hele er arrangeret gennem Novo Nordisk, fungerer det hele som en udstationering, hvilket gør hele flytningen væsentlig lettere. Vi får pakket alle vores ting og flyttet med i en container.
I juli tager Lars og jeg på en "home finding trip", hvor vi først og fremmest skal se på skoler og vurdere hvilket område, vi gerne vil bo i. Vi skal på denne tur bruge tiden optimalt, og der er derfor sørget for en agent som på forhånd har tilrettelagt turen, så vi kan få ordnet så mange praktiske ting så muligt. Sikke en luksus;-)
Den første måned skal vi dog bo i en møbleret lejlighed, tæt på Hudson River, da der går noget tid før vores eget bohave ankommer med skib. Se evt. følgende link http://www.albanyriversedge.com/

Det sidste stykke tid hjemme går med oprydning og sortering, en lille tur til Sverige og Astrid Lindgrens Verden samt en pakkeuge, mens vi sender børnene på søndagsskolelejr.
Vores børn er fortsat meget spændte og glæder sig til flyveturen, swimmingpoolen, pandekagerestauranter m.m. Jeg har bestilt nogle skolebøger hjem og har planer om at undervise børnene ind i mellem, da skolen i USA først begynder d. 6. september. Agnes er godt i gang med at lære bogstaver og spørger hver dag, hvornår vi skal lege skole.
Vi glæder os alle til et nyt og spændende kapitel i vores liv - håber I har lyst til at følge lidt med.

(Hvis nogle har interessse i at vinke farvel i lufthavnen, kan man møde op i Kastrup d. 7. august kl. 9.30)




4 kommentarer:

  1. Tak Sara for disse spændende oplysninger. Jeg ønsker jer alt godt og vil gerne følge jer her. Knus til hele familien fra mors kusine Inge :)

    SvarSlet
  2. Jeg er ked af at høre, at Mitzi er død. Det gik stærkt!
    Tillykke med jeres blog. Sådan nogle får man rigtig meget sjov ud af!
    Glæder mig til at følge med.

    SvarSlet
  3. Nææh - en blog! Jeg lover hermed at sluge hvert ord, der måtte komme herinde samt spamme kommentar feltet med gode råd og bedrevidenhed ;-)
    Jeg er vildt jaloux på at I snart skal afsted og ønsker jer alt det bedste. I kommer til at have fleres års frustrationer samlet på meget kort tid men også flere års fantastiske oplevelser, når I kigger tilbage. Især det sidste gad jeg godt selv igen!
    Pøj pøj, herfra

    SvarSlet
  4. Hej Sara !
    Hvor spændende. Glæder mig til at følge med her på din Blog og høre mere om hvad I laver både med arbejde og fritid.
    Niels K. Mors fætter.

    SvarSlet