Ventetid og hvalsafari

Mandag i denne uge var det Labor Day og dermed fridag. Selv om vi allerede har brugt alt for mange penge, besluttede vi at tage en tur ud til havet, inden sommeren slutter helt. Vi kørte derfor søndag morgen mod øst til en halvø syd for Boston, som hedder Cape Cod, hvor vi havde booket et hotel i byen Hyannis. Denne by var Kennedyfamiliens feriested, og vi lagde ud med en is og et besøg på JFK museet.
Det var meget lille, men der var mange gode billeder af familien. Bagefter tog vi ud for at bade og tog på fiskerestaurant om aftenen, hvor vi fik smagt crab cakes (fiskefrikadeller af krabbekød) og clam chowder (muslingesuppe, der smager væsentlig bedre end det lyder).

 

 

Næste dag kørte vi helt ud på spidsen af Cape Cod til byen Provincetown. Denne gamle fiskerby er i dag blevet et yndet sted for homoseksuelle, og der var ikke en bygning i byen, der ikke havde regnbueflag hængende. På gågaden var der adskillige cafér hvor der kun sad mænd, og vi passerede også en fest, hvor alle gæsterne var udklædte mænd i lyserødt...

Vores ærinde i byen var dog en af de mange hvalsafari-ture, og i 4 timer sejlede vi rundt om halvøen og så rigtig mange hvaler meget tæt på. WOW en fed oplevelse. Guiden på båden sagde, at vi var rigtig heldige, og her er den bedste video, som selvfølgelig slet ikke står mål med oplevelsen i virkeligheden.

 

 

Dagens belønning oven på rigtig meget ventetid og vaccinationer!

Ellers har vi i den forgangne tid kørt på med undervisningen. Agnes har i dag lært de sidste bogstaver i børnehaveklassebogen, og Elias og Silja er blevet bedre til engelsk end de var for 3 uger siden.
Efter mange papirskriverier, møder og vaccinationer, fik vi i går helt grønt lys fra skolen om, at børnene kan begynde i skole i morgen. Vi har flere gange fået at vide at forældre ikke befinder sig på skolens område i skoletiden, og at vi ikke skulle regne med at kunne følge børnene helt ind til klassen den første skoledag. Det mente skolesekretæren heldigvis ikke var noget problem, så der faldt en sten fra Agnes' hjerte - hun spekulerer (lige som hendes søskende) meget på hvordan det skal gå. Vi føler også at vi kaster dem ud på dybt vand uden at kunne svømme, men trøster os ved at der er mange andre, der har klaret det før os.

Som forældre er vi også ret blanke hvad angår det amerikanske skolesystem. Sidste torsdag var vi inviteret til velkomstaften for nye forældre i distriktet. Her havde vi forventet at få svar på nogle af vores mange spørgsmål, men vi blev ret skuffede, da aftenen var en stor reklamestunt for skoledistriktet, hvor lederne stillede sig op og klappede hinanden på ryggen?? Underligt med alt den reklame - dem der var til stede, havde jo skrevet børnene op i lige det distrikt..
I går fik vi f.eks. brev om hvornår skolebussen ville komme og hente børnene, uden at vi havde meldt os til. Det kører åbentbart helt automatisk, men vi melder det fra indtil børnene kan lidt mere på engelsk. Og så er der spørgsmål om skolemad, musikintrumenter, forældremøder og skoleskemaer,
som vi fortsat ikke ved en disse om..

I dag tog vi så over på skolen for at aflevere alle materialerne, og fik mulighed for at møde alle børnenes klasselærere, samt den lærer der skal have dem i "engelsk som andetsprog". De var alle 4 utrolig søde og imødekommende, så vi er meget forstrøstningsfulde. I Elias' klasse mødte vi en søndagsskolelærer fra kirken, hvis søn skulle gå i klassen - super hyggeligt.

Lige nu ligger de og prøver at kunne sove for sommerfuglene i maven.. tja..
fortsættelse følger:-)