fredag den 5. april 2013

Påske og gæster

I skrivende stund løber vores børn rundt udenfor og leger med nogle andre børn fra kvarteret. Dejligt fordi det både er et signal om forår og solskin, men også et tegn på, at vi er ved at falde rigtig godt til.
Børnene har haft spring break (forårsferie) siden langfredag, og har nydt den sidste lange ferie inden sommerferien.
Onsdag i sidste uge kom Hans Christian, Mille og Hjalte, og hans søster Henriette. Min veninde Mitzi, som døde kort før vi tog afsted, var meget opsat på at besøge os, og det var derfor meget rørende at hendes mand ville gennemføre turen.
Mille og Hjalte er henholdvis 6 og tæt på 4, så det var dejligt for HC at hans søster ville assistere med flyvetur m.m. Desværre havde vinteren ikke helt sluppet sit tag, mens de var her, men vi havde nogle rigtig hyggelige dage, og fik vist dem vores lokale steder. Fredag tog vi til et stort outlet, og fik shoppet billige mærkevarer, og bagefter tog vi til feriebyen Lake George, der ikke var åben for sæsonen endnu. Vi fik dog taget et billede ved den store sø.




Om aftenen var der "Troy Night Out" - en slags kulturnat, som finder sted den sidste fredag i måneden. En gang i mellem er det særlig arrangeret for børn, og det var rigtig hyggeligt at gå rundt i gaderne i Troy. Vi mødte bl.a. en lang klovn med hullahopringe, og i en af butikkerne kunne man prøve at lave sin egen T- shirt.








Vi sluttede af med at spise en hel masse is, som Mitzis farfar havde givet penge til.




Lørdag blev Henriette hentet af en amerikansk bekendt fra Maine, og vi spiste lidt påskefrokost inden. Børnene havde været kreative med æg og karse, som jeg måtte bestille på nettet, da det ikke er en velkendt spise her.




Søndag var vi i kirke, og HC og børnene var med i søndagsskole. Da vi havde sunget og hørt en historie fra Bibelen, lavede vi disse flotte påskebilleder.




Senere på dagen var det blevet dejligt forårsvejr, og børnene gik på chokoladeæggejagt i haven.




Mandag fortsatte det gode vejr og vi tog ud til en lille ø, der er nationalpark, hvor man kan gå en flot og overkommelig tur. Da vi var nået halvvejs ud til et lille vandfald, slog vejret om til stiv kuling og hagl, så vi var temmelig kolde, da vi nåede tilbage til bilen. Da vi er et stykke inde på fastlandet, skifter vejret hurtigere, end vi er vant til i Danmark.
Om aftenen tog vi, traditionen tro, på Dinosaur og fik klassisk amerikansk mad: stegte grønne tomater, majsbrød, spareribs, coleslaw, søde kartofler og pommes friter i lange baner:-)
Vi har nydt at have besøg - man oplever sine omgivelser med andre øjne, og børnene hyggede sig sammen. Det var selvfølgeligt et savn, at Mitzi ikke var med, men det var rigtig rart at mindes og tale om hele forløbet.
Tirsdag rejste til Lars til Danmark på en 10 dags tur, for at tage imod de amerikanske myndigheder, der er i gang med at inspicere på Novo - vi glæder os til han kommer hjem igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar