søndag den 5. maj 2013

Weekendtur stik sydvest

Lørdag morgen stod vi tidligt op og kørte mod sydvest. Da Janus fortsat var på besøg, og vi havde udsigt til en fodboldfri weekend, ville vi udnytte en oplagt mulighed for at komme ud at opleve nogle af de mange seværdigheder, der er omkring os, hvis bare man er villig til at køre nogle timer. Landskabet er utrolig smukt med floder og bjerge, der lige nu er beklædt i fantastiske forskellige grønne forårsfarver.
Første stop var "Friendly's" - en dineragtig kæde, hvor intet på menukortet kan betegnes som sundt.., men så var der tanket op til rigtig mange timer.
Vores mål for lørdag var at komme til Plymouth Plantation et frilandsmuseum a la Sagnlandet, som ville formidle historien om 102 englændere der 1620 sejlede fra Plymouth i England og endte på kysten syd for Boston. Mødet mellem englænderne og det oprindelige folk var ikke helt ukompliceret, men historien om Thanksgiving kommer herfra, men er vist blevet gjort mere enkel og idyllerisk end den i virkeligheden var.
Museet havde en afdeling med Wampanoag Indianerne som var helt ægte. De fortalte bl.a. at de var ca. 5000 tilbage, og at de havde gjort en stor indsats for at vække deres sprog til live efter at det havde været ved at dø helt ud. Dem vi talte med, havde Wampanoag som andet sprog og engelsk som første sprog. Men deres børn havde det modsat. Selvom det ikke bliver håndhævet, så er det stadig forbudt at tale Wampanoag, og en Wampanoag må heller ikke tage til Boston uden at være ledsaget af en englishman.




I den anden del af museet var der en landsby, med engelske nybyggere eller pilgrimme som de bliver kaldt. Folk gik udklædte rundt og lavede mad over bål, så det virkede meget genkendeligt. De ansatte var meget fortællende og levede sig helt ind i rollen. I et af husene mødte vi nogle franskmænd, der havde boet i Danmark i 8 år. De boede midlertidigt i USA, men skulle tilbage til Danmark, og havde derfor været forbi en dansk skole tæt på, da de gerne ville have at deres drenge skulle holde sproget ved lige. Episoden fortæller lidt om den globale landsby vi bor i, men også noget sjovt om kultur og tilhørsforhold.












Om aftenen tog vi, efter at have checket ind på et hotel, ind til Providence -hovedstaden i staten Rhode Island og fandt et indkøbscenter (mall), hvor Janus havde inviteret på Cheesecake Factory.
Om søndagen kørte vi længere mod syd til byen Newport. Byen er USA's svar på whiskeybæltet, og hører til den virkelig mondæne del af landet. Det var i denne by at rige folk fra New York City i slutningen af 1800 tallet byggede deres sommerboliger, og en del af dem er åbne for offentligheden i dag.




Vi startede med at gå en dejlig tur ved havet og så bagefter rigmanden Vanderbilts sommerbolig "Breakers". Det var meget overdådigt og ret smagløst med alverdens stilarter der var blandet sammen, men med et headset blev vi guidet igennem, og fik fortalt en masse spændende historier om huset. Børnene kunne vælge en mere børnevenlig udgave og synes også at det var rigtig interessant. Bl.a. fik de at vide at børnene ikke spiste med deres forældre, og at man bl.a. skiftede tøj 6 gange om dagen.




Desværre måtte vi ikke tage billeder, men indgangsporten viser en del om resten af huset.
På havnen i Newport fik vi Crab cakes (krabbe fiskefrikkadeller) og Clam Chowder - en flødemuslingesuppe som man spiser en del af i New England området, og så skulle vi hjem og gøre klar til en ny uge.
- Posted using BlogPress from my iPad

1 kommentar:

  1. Det ser superspændende ud! Det er et fantastisk område I bor i.....

    SvarSlet